199
fange! Jeg vil endnu kæmpe med dem, de skal ikke udrette noget. De har ingen Beviser. I Gaar var jeg i stor Fare og troede, allerede, at jeg var fortabt; men i Dag har Sagen forandret sig til min Gunst. Alle deres Beviser har to Sider; det vil sige, jeg kan vende deres Beskyldninger til min egen Fordel — forstaar Du? og jeg vil gøre det, for nu har jeg lært det … Men i Fængsel vil de sætte mig, det er sikkert. Hvis ikke en Omstændighed havde været, saa havde de ganske sikkert puttet mig i Hullet allerede i Dag, maaske det nu sker i Morgen … Men der gør ingen Ting, Sofia, jeg bliver siddende der en Tid, og saa maa de igen slippe mig ud … for de har ikke et eneste rigtig gyldigt Bevis — og skal heller ikke faa det, det lover jeg Dig. Med det, de har, kan de ikke dømme noget Menneske. Naa, nu er det nok!… Nu har Du faaet det at vide. Med min Moder og Søster vil jeg søge at indrette det saaledes, at de ikke skal ængste sig … Min Søster er forøvrigt nu, synes det, sikret … altsaa kun min Moder … naa, det er alt. Men vær for Resten forsigtig Vil Du komme til mig i Fængslet, naar de putter mig derind?”
„Aa, ja, ja, jeg vil komme!”
De sad begge sørgmodige og nedslagne ved Siden af hinanden, som om de af Stormen var kastet op paa en øde Strandbred.
Han saa paa hende og følte, hvilken Skat af Kærlighed til ham, der skjulte sig i hende, og besynderligt nok var det ham pludselig en Byrde og en Sorg, at han var saa elsket.
Det var en besynderlig og frygtelig Følelse.
Da han, gik hen til Sofia, følte han, at hnn var hans hele Haab, hans eneste Udvej; han haabede, at han dog i det mindste kunde faa væltet en Del af sine Kvaler af sig, og nu, da hendes hele Hjærte
