201
XI.
Lebesätnikow saa oprørt ud.
„Jeg kommer til Dem, Sofia Ssemjonowna — undskyld mig jeg tænkte nok, at jeg ogsaa vilde finde Dem her,” sagde han, idet han vendte sig til Raskolnikow, „det vil sige, jeg ventede egenlig slet ikke noget saadant … men jeg tænkte … Katerina Iwanowna er … gaaet fra Forstanden,” plumpede det pludselig ud af ham.
Sofia gav et Skrig fra sig.
„Det vil sige, det synes saa. For Resten véd vi ikke, hvad vi skal gøre med hende, det er Sagen. Hun kom hjem — man har nok, som det synes, jaget hende bort et eller andet Sted. Hun løb til Ssemjon Sacharytsch's Chef, men traf ham ikke hjemme; han spiste hos en eller anden General. Tænk Dem, hun — løb derhen … til den anden General, og tænk Dem — hun paastod, at de skulde kalde Ssemjo Sacharytsch's Chef ud til hende, jeg tror endog fra Middagsbordet. De kan tænke Dem Resultatet — naturligvis jagede de hende bort; men hun fortæller, at hun har skældt ham ud og endog kastet noget efter ham; — det kunde for Resten ligne hende. Jeg begriber kun ikke, at de ikke har sat hende fast! Nu fortæller hun det til alle, ogsaa til Amalia Iwanowna, men det er vanskeligt at forstaa noget af det; hun skriger og slaar om sig. Ak ja! hun skriger op om, at da hun nu er forladt af alle, vil hun tage Børnene og gaa ud med Lirekasse paa Gaden; Børnene skal synge og danse, og hun vil indsamle Pengene og hver Dag gaa til Generalens Vinduer. „Lad hele Verden se,” siger hun, „hvordan de velbaarne Børn af en Embeds-
