202
mand maa løbe omkring paa Gaden som Tiggere!” Hun slaar Børnene, og de græder! Lydia skal synge „Chutorok”, Drengen og Poletschka skal danse; hun river Klæder itu; laver Kapper til Børnene, som Komedianterne plejer at bære; hun selv vil tage et Bækken for at slaa paa det, det skal forestille Musik … Hun hører ikke paa nogen Ting … Tænk Dem bare, hvad skal der blive af det? Det er jo rent umuligt!”
Lebesätnikow vilde have fortsat sin Beretning endnu længere, men Sofia, som havde hørt næsten aandeløs paa ham, greb sin Mantilje og sin Hat og løb ud.
Raskolnikow fulgte hende. Lebesätnikow var den sidste, som gik ud.
„Hun har utvivlsomt mistet Forstanden!” sagde han til Raskolnikow, da han traadte ud paa Gaden med ham, „jeg vilde bare ikke skræmme Sofia Ssemjonowna, og derfor sagde jeg, at „det synes saaledes”; men der kan ikke være mindste Tvivl om det. Man siger, at der er Knuder, som ved Lungetæring danner sig i Hjærnen, — Skade, at man ikke forstaar sig mere paa Medicinen. Jeg forsøgte forøvrigt at tale hende til Rette, men hun vilde ikke høre paa nogen Ting.”
„Har De maaske ogsaa talt med hende om Knuderne?”
„Det vil sige … ikke just det. Hun vilde heller ikke have forstaaet det. Men jeg mener blot: naar man logisk beviser et Menneske, at det egenlig ikke har nogen Grund til at græde, saa maa det holde op at græde. Det er dog klart. Hvad mener De? Mener De maaske ikke, at det maa holde op?”
„Det vilde i alt Fald lette os Livet,” svarede Raskolnikow.
