207
Der var En, som raabte efter ham; han vendte sig om, — det var Lebesätnikow, som kom løbende.
„Jeg har lige været oppe hos Dem, jeg søgte Dem. Tænk Dem, hun har udført sin Hensigt og er gaaet bort med Børnene! Vi, jeg og Sofia Ssemjonowna, har havt den største Møje med at finde hende. Hun trommer paa en Pande og lader Børnene danse; de græder. Hun bliver staaende ved Korsvejene og foran Butikerne. De dumme Mennesker løber efter dem; kom.”
„Og Sofia?…” spurgte Raskolnikow urolig, idet han hurtig fulgte Lebesätnikow.
„Hun er rent ude af sig selv! Det vil sige, det er ikke Sofia Ssemjonowna, men Katerina Iwanowna, som er fra sig selv … forresten ogsaa Sosia Ssemjonowna. Men Katerina Iwanowna er helt ude af sig; jeg siger Dem, hun har aldeles mistet Forstanden, Politiet kommer til at sætte hende fast. De kan forestille Dem, hvad det vil gøre for et Indtryk … Nu er hun ved Kanalen, ved **broen, ikke langt fra Sofia Ssemjonownas Bolig.”
Ved Kanalen, tæt ved Broen, var der samlet en Menneskemasse, især var der mange Børn.
Katerina Iwanownas hæse, falske Stemme hørtes. Ja, det var virkelig et Skuespil, som nok kunde ægge et Gadepublikum. Katerina Iwanowna i sin gamle Klædning med Shavlet og den krøllede Straahat, som sad ganske skævt og var temmelig medtaget.
Hun var udmattet og aandeløs. Det forgræmmede, svindsottige Ansigt saa mere lidende ud end nogensinde; men hendes eksalterede Tilstand tog ikke af, den blev med hvert Minut mere ophidset.
Hun styrtede hen til Børnene, skreg til dem, lærte dem i Folkemassens Nærværelse, hvorledes de skulde danse, og hvad de skulde synge; forklarede
