212
højmodige Mennesker, som straks er beredte til at hjælpe en fattig Adelig i Ulykken… De ser her, naadige Herre, adelige Forældreløse — saa at sige med aristokratiske Forbindelser… Men den elendige General sad der og spiste Hjærter… trampede med Foden og sagde, at jeg havde derangeret ham … „Ekscellens”, sagde jeg, „beskyt de Faderløse, De har jo dog kendt den afdøde Ssemjon Sacharytsch! Hans kødelige Datter blev paa sin Faders Dødsdag bagtalt af den usleste af alle Uslinger....” Der er igen denne Politisoldat!… Beskyt mig!” raabte hun til Embedsmanden, hvorfor forfølger denne Soldat mig? Knapt har vi undsluppet en af dem … naa, hvad angaar det Dig, din Nar!”
„Fordi sligt er forbudt paa Gaderne. Vær saa god at holde op med det Spektakel her!”
„Du er selv en Spektakelmager! Jeg har lige saa megen Ret som en Lirekassemand, hvad kommer det Dig ved!”
„Lirekassemændene skal løse et Tilladelsesbevis, men De volder Folkeopløb her. Hvoe bor De?”
„Hvad, — en Tilladelse?” skreg Katerina Iwanowna, „jeg har i Dag begravet min Mand, hvad mere Tilladelse behøves!”
„Madame, Madame, vær da rolig,” begyndte Embedsmanden, „kom, skal jeg følge Dem hjem … Her i Folkestimmelen passer dette sig ikke … De er syg!…”
„Min Herre! — det forstaar De Dem ikke paa!” raabte Katarina Iwanowna, „nu gaar vi til Newski-Prospekt, — Sofia, Sofia! hvor er hun henne? Hun grædet ogsaa? Hvad er det, som gaar af jer alle … Kolja, Lydia, hvor løber I hen?” raabte hun pludselig i Angst, „aa, de dumme Børn! Kolja, Lydia, men hvor skal I hen…!”
Kolja og Lydia var bleven bange nok for Folke-
