Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/609

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

215

de fornødne Anordninger. Kapernaunow løb selv for at faa fat i en.

Imidlertid var Katarina Iwanowna atter kommen til sig selv. Blodstyrtningen var ophørt. Hun saa sygeligt, men stivt og gennemtrængende paa den blege og skælvende Sofia, der tørrede hendes svedige Pande; endelig bad hun om, at de vilde løfte hende op.

De anbragte hende i en siddende Stilling og understøttede hende fra begge Sider.

„Hvor er Børnene?” spurgte hun med svag Stemme. „Har Du bragt dem med Dig, Polja? … Aa, saa enfoldige I er!… hvorfor løb I Eders Vej… ak!”

Blodet klæbede endnu ved hendes tørre Læber. Hun saa sig om.

„Altsaa her boer Du Sofia! Ikke en eneste Gang har jeg været hos Dig… men nu har det jo føjet sig saaledes…”

Hun saa smærteligt hen paa hende.

„Vi har aldeles udsuget Dig, Sofia… Polja, Lydia, Kolja, kom hid… naa Sofia… der har Du dem, tag dem… fra den ene Haand i den anden… jeg er færdig!… Komedien er ude! Læg mig ned, lad mig i det mindste dø roligt…”

De lagde hende ned paa Puderne.

„Hvad? — en Præst!… det er ikke nødvendigt… har I da en Rubel tilovers?… jeg har ingen Synder! Gud maa alligevel tilgive mig, han véd selv, hvad jeg har lidt!… Og hvis han ikke tilgiver mig… saa er det det samme!”

Bevidstheden svandt aabenbart.

Undertiden foer hun sammen, saa sig om, syntes at kende flere igen, men snart indtraadte igen Bevidstløsheden.