216
Hun aandede tungt og rallede; det var, som om noget vældede frem i Struben.
„Jeg sagde til ham: „Deres Ekscellence”…” begyndte hun pludselig, men maatte holde inde for hvert Ord, „denne Amalia Iwanowna… ak! Lydia, Kolja… sæt Hænderne i Siden, hurtigt! glissez, glissez, pas-de-basque! Tramp med Fødderne… saa vær da gratiøse…”
„Du har Diamanter og Perler…”
„Hvordan hedder det nu mer? — den maa vi synge…”
„Du har jo de skønneste Øjne,
min Elskte, hvad vil Du da mer!”
„Naa ja, hvorfor ikke! „hvad vil Du da mer!”… hvad mon den Nar har tænkt sig ved det!… Ak ja, og saa den:
„I sydlandsk Glød…”
„Ak, hvor jeg holdt af den!… Jeg var saa henrykt, naar jeg hørte den Romance: „I sydlandsk Glød, i Dalen Daghestan…” véd Du det, Poletschka, véd Du det?… da din Fader … var forlovet med mig … sang han den altid … aa, de Dage!… Den skal vi synge! Naa, hvordan var det da, hvordan?… nu har jeg glemt det … saa giv mig dog Tonen an, hvordan det er … hvordan var det?”
Hun var meget oprørt og forsøgte at rejse sig.
Endelig begyndte hun med hæs, brudt Stemme, skingrende, og idet hun ved hvert Ord mistede Aanden:
„I sydlandsk Glød, i Dalen Daghestan,
Med Hjærtet tungt!…”
Deres Ekscellence!” stønnede hun pludselig atter med hjærteskærende Stemme og overstrømmet af Taarer, „beskyt de Faderløse! Husk paa Ssemjon Sacharytsch's Gæstevenskab!… Man kan endogsaa sige
