219
„Hvor … véd De … det … fra?” hviskede han knapt trækkende Vejret.
„Jeg bor jo her ved Siden af hos en Madam Røslich! Her bor Kapernaunow, og der bor Madam Røslich, en gammel hengiven Veninde. Jeg er Nabo.”
„De…?”
„Ja, jeg!” vedblev Swidrigailow og rystede af Latter, „og jeg kan paa Ære forsikre Dem, kæreste Rodion Romanowitsch Raskolnikow, at jeg føler en mærkværdig Interesse for Dem. Jeg sagde Dem dog allerede den Gang, at vi nok skulde blive gode Venner — naa, nu er vi jo næsten naaet saa langt. De skal se, at jeg er et meget føjeligt Menneske, og at man godt kan komme ud af det med mig.”
XII.
For Raskolnikow var nu en ejendommelig Tid begyndt. Det var, som om en Taage havde sænket sig over ham og fængslede ham i en dyb Udørken uden Udvej.
Naar han senere, længe efter, mindedes denne Tid, da blev det ham klart, at hans Bevidsthed til sine Tider maatte have været ligesom tilsløret, og dette havde været Tilfældet lige til Indtrædelsen af Katastrofen.
Han var fuldstændig overbevist om, at han den Gang meget ofte maatte have taget fejl, for Eksempel med Hensyn til Varigheden og Tidspunktet for adskillige Begivenheder.
I det mindste var der flere Ting, som gjaldt
