220
ham selv, som han først erfarede derved; at han, da han senere erindrede sin forrige Tilstand og søgte at skaffe sig Klarhed over den, maatte forbinde det med Andres Meddelelser. Saaledes forvekslede han f. Eks. en Begivenhed med en anden, som han antog for en Følge af noget, der kun eksisterede i hans egen Fantasi. Stundom overfaldt en kvalfuld Uro ham; og den gik hyppig endogsaa over til en panisk Rædsel.
Men han huskede ogsaa, at han tilbragte Minuter, Timer, maaste endogsaa Dage i fuldstændig Følelsesløshed, i Modsætning til den forudgaaede Uro — en Tilstand, som lignede den, hvori mange døende eller sygeligt-ligegyldige Mennesker befinder sig.
Overhovedet var han i de sidste Dage saaledes tilmode, som om han maatte anstrænge sig for at gaa af Vejen for den klare og fuldstændige Erkendelse af sin Stilling; nogle paatrængende Spørgsmaal, der krævede en øjeblikkelig Opklarelse, trykkede ham mest; og han vilde have været meget glad, dersom han havde kunnet frigøre sig fra og undfly mange Bekymringer, som i hans nuværende Stilling truede ham med fuldstændig Undergang.
Fremfor alt foruroligede Swidrigailow ham; man kan endogsaa sige, at Swidrigailow nu var hans Hovedbekymring.
Siden han ved Katerina Iwanownas Dødsleje henne hos Sofia havde hørt Swidrigailows for ham saa frygtelige og utvetydige Ord, var hans Tankegang ligesom bleven afbrudt. Men skønt dette Faktum foruroligede ham umaadeligt, saa skyndte han sig dog ikke med at fremkalde en Forklaring.
Stundom, naar han sad alene og hensunken i Tanker ved Bordet i et elendigt Værtshus i en eller anden afsides og ensom Bydel, og knapt vidste, hvordan han var kommen derhen, maatte han
