223
Raskolnikow blev til Gudstjenestens Slutning. Medens Præsten velsignede alle og derpaa tog Afsked, saa han sig saa underlig omkring. Da alt var forbi, gik Raskolnikow hen til Sofia. Denne tog ham pludselig ved begge Hænder og lænede sit Hoved mod hans Skulder.
Denne Bevægelse i al sin Enkelhed slog Raskolnikow; det var ham saa ejendommeligt; ikke den ringeste Modvilje, ikke den mindste Afsky, ikke saa meget som et Tryk i Haanden? Dette var vel det yderste af Selvfornedrelse, i det mindste forekom det ham saa.
Sofia sagde ikke et Ord; Raskolnikow trykkede hendes Haand og gik ud; han følte en stor Byrde hvile paa sig; hvis han havde haft en Mulighed nu for at flygte nogetsteds hen og forblive ganske alene og ensom, selv for hele Livet, saa vilde han have skattet sig lykkelig.
Omendskønt han i den sidste Tid næsten altid var alene, vilde det dog ikke lykkes ham at føle sig ensom. Det skete, at han gik langt udenfor Byen, paa Landevejen, en Gang endogsaa ind i en Skov; men jo ensommere Stedet var, desto stærkere var den Følelse i ham, at Menneskenes umiddelbare og foruroligende Nærværelse indgød ham, om ikke netop Frygt, saa dog Ærgrelse. Han skyndte sig derfor at vende tilbage til Byen, blandede sig i Folkemængden, gik paa Værtshuse, Ølsjapper, Kludetorvet, Høtorvet. Her aandede han lettere, han syntes endogsaa, at der her var ensommere.
I en Knejpe blev der om Aftenen sunget Viser; der blev han siddende en hel Time, og huskede, at denne Time var faldet ham meget behagelig. Men tilsidst var han dog bleven urolig igen, det var et Slags Samvittighedsnag, som plagede ham: „Her
