226
Siden af hende. Saa rejste hun sig og sagde: „Naar han gaar ud, saa maa han vel være rask; han har altsaa glemt sin Moder, og det er jo heller ikke passende for en Moder at komme til hans Dør for at tigge Venlighed af ham.” Saa gik hun hjem igen og lagde sig; nu har hun Feber. „Jeg ser nok,” sagde hun, „for hende har han Tid tilovers.” Efter hendes Mening er denne „hende” — Sofia Ssemjonowna, din Forlovede eller din Elskerinde — for Resten mig lige meget! Jeg gik altsaa straks til Sofia Ssemjonowna; for ser Du, Broder, jeg vilde nu en Gang vide, hvad vi har at holde os til — jeg gaar altsaa derhen og finder der — en Ligkiste og grædende Børn. Sofia Ssemjonowna var i Færd med at prøve sin Sørgedragt; Du var der ikke. Jeg saa mig om, undskyldte mig, gik min Vej, og aflagde Rapport for din Søster, Awdotja Romanowna, alt dette var altsaa Vrøvl, og om en „hende” er der ikke tale; det sandsynligste bliver altsaa — Galskab. Men nu sidder Du dér og spiser Oksekød, som om Du havde sultet i tre Dage! Ganske vist, de gale plejer ogsaa at spise, men skønt Du endnu ikke har talt et Ord med mig, saa ser jeg dog, at Du ikke er gal. Det kan jeg bande paa. Det er altsaa først og fremmest afgjort, at Du ikke er gal. Og derfor kan ogsaa Fanden og hans Oldemoder tage Jer allesammen, for her stikker der en Hemmelighed under, et Mysterium; men jeg agter ikke at bryde mit Hoved med Sligt. Jeg er bare kommen for en Gang at faa Luft for min Harme mod Dig,” endte han, „men nu véd jeg, hvad jeg har at gøre.”
„Og hvad er det saa Du vil gøre?”
„Hvad kommer det Dig ved!”
„Pas lidt paa Dig selv, Du begynder at drikke.”
