227
„Hvor … hvor véd Du det fra?”
„Naa, det er da let at finde ud!”
Rasumichin tav en Stund.
„Du har altid været et meget fornuftigt Menneske, Du har aldrig været gal,” bemærkede han pludseligt ivrig. „Du har fuldkommen Ret, jeg begynder at drikke! Adjø!…”
Og han vilde gaa.
„Jeg talte … i Forgaars, tror jeg, med min Søster om Dig.”
„Om mig?… Naa, hvad sagde Du hende da?” spurgte Rasumichin og blev staaende; han var bleven bleg. Man kunde mærke, at hans Hjærte slog langsommere og tungere.
„Hun var her, alene, hun sad og talte med mig.”
„Hun…?”
„Ja, hun.”
„Hvad er det Du siger… hvad mener Du?… Om mig?”
„Jeg sagde hende, at Du var et meget godt, ærligt og arbejdsomt Menneske. At Du elsker hende, det sagde jeg hende ikke, for det véd hun selv.”
„Det véd hun selv?”
„Ja, naturligvis! Jeg sagde hende, at hvor jeg saa end blev af, hvad der end maatte ske med mig — vilde Du være hendes Beskytter. Jeg overgav hende til Dig, saa at sige. Jeg fortæller Dig det, fordi jeg er fuldkommen overbevist om, at Du elsker hende, og at Du har et rent Hjærte. Jeg ved ogsaa, at hun kan elske Dig, maaske allerede elsker Dig. Naa, afgør nu selv, hvordan Du vil have det — om Du skal drikke eller ikke.”
„Rod'ka… ser Du… naa… aah, Pokker staar i det! Men hvor vil Du egenlig hen? Ser
