228
Du, om det altsammen er en Hemmelighed, saa faar det være saa! Men jeg… jeg vil have Oplysning om Hemmeligheden… og jeg er overbevist om, at der stikker noget Vrøvl bagved, en eller anden elendig Bagatel, og at Du er Skyld i det altsammen. For Resten er Du et fortræffeligt Menneske, det fortræffeligste, som findes…”
„Jeg vilde før have sagt, men Du afbrød mig, at det var meget fornuftigt af Dig at sige, at man ikke maatte prøve paa at trænge ind i andres Hemmeligheder. Vent bare til den rette Tid — vær ikke urolig. Du kommer nok til at erfare alt, naar det bliver nødvendigt. I Gaar sagde en Bekendt til mig, at Luft maatte Mennesket have, Luft, Luft! Jeg vil nu gaa hen til ham og spørge, hvad han mente med det.”
Rasumichin grundede; han var i et vist Oprør og tænkte over, hvad vel alt dette kunde betyde.
Han er en politisk Sammensvoren! Ganske vist! Og han er i Begreb med at slaa et afgørende Slag — det er vist! Noget andet kan det ikke være, og… og hans Søster kender”til det — tænkte han for sig selv.
„Altsaa Awdotja Romanowna besøger Dig,” sagde han højt og langsomt, „og Du vil gaa til en Person, som siger, at man maa have mere Luft mere Luft… og det Brev, altsaa, det hænger ogsaa sammen hermed,” endte han, ligesom talende med sig selv.
„Hvad for et Brev?”
„Hun fik et Brev i Dag, som har sat hende i stærk Bevægelse. Jeg begyndte at tale om Dig — men hun bad mig tie. Og saa… saa sagde hun, at vi maaske meget snart maatte skilles; saa takkede hun mig ivrigt, jeg véd ikke for hvad — og saa gik hun ind i sit Værelse og lukkede sig inde
