231
havde tænkt! Ja, det var en ren Galskab af mig, og jeg har gjort dem Uret! Det var den Gang ved Lampen i Korridoren; da gjorde han mig ganske konfus. Fy, det var en afskyelig, raa, nederdrægtig Tanke af mig! Men det var rask handlet af Nikolaj, at han tilstod… Og alt det tidligere lader sig jo forklare ganske simpelt! Hans Sygdom den Gang, al hans besynderlige Opførsel, endogsaa længe før, ved Universitet, da han altid var saa mørk og utilgængelig… Men hvad skal da Brevet betyde? Jeg har stærk Mistanke… Hm! Nej, det maa jeg se at faa rede paa.”
Hans Tanker vendte sig nu til Raskolnikows Søster og hans Hjærte begyndte at slaa stærkere. Han vaagnede af sin Grublen og skyndte sig at komme afsted.
„Knapt var Rasumichin gaaet, saa rejste Raskolnikow sig, gik hen til Vinduet, gik fra den ene Krog til den anden, som om han havde glemt, hvor trangt hans Værelse var, og satte sig saa endelig atter paa Sofaen.
Det var, som om et nyt Liv atter var vaagnet i ham, — altsaa atter en Udvej!
Ja, det var altsaa endelig atter en Udvej!
Men i den sidste Tid var da ogsaa al Ting blevet altfor tilstoppet og tillukket, alt havde saa kvalfuldt trykket ham, der var kommen en formelig Bedøvelse over ham. Siden Scenen med Nikolaj hos Porphyrius var denne udsigtsløse Tilstand begyndt; han havde ikke mere kunnet opdage nogen Udvej.
Samme Dag havde Scenen hos Sofia fundet Sted; den var hverken gennemført saaledes, som han paa Forhaand havde bestemt det… han maatte vel altsaa været overfalden af en Svaghed, ganske pludseligt og uimodstaaeligt! Han havde jo givet Sofia
