233
maa dog have havt en Mening med det, maa have fulgt en bestemt Hensigt — men hvilken?
Siden hin Morgen er der gaaet lang Tid — altfor lang Tid, og Porphyrius havde siden hverken været at se eller høre. Naa, saa meget værre.
Raskolnikow tog sin Hue for at gaa. I Dag følte han sig for første Gang i denne Tid ved fuld Bevidsthed.
Med Swidrigailow maa jeg se at blive færdig, tænkte han, og det saa hurtigt som muligt, for enhver Pris. Det lader ogsaa til, at han venter paa, at jeg selv skal komme til ham.
I dette Øjeblik steg der pludselig et saadant Had op af hans betyngede Hjerte, at han skulde have kunnet dræbe en af dem: Swidrigailow eller Porphyrius.
I det mindste følte han, at han kunde være i Stand til det siden.
Lad os se, lad os se, — gentog han for sig selv.
Men knapt havde han aabnet Døren, saa stødte han paa Porphyrius selv. Denne var netop i Begreb med at gaa ind til ham.
Raskolnikow var i det første Øjeblik lige som forstenet. Men, besynderligt nok, straks efter at det første Indtryk var over, hverken undrede han sig eller frygtede for Porphyrius. Han var straks fattet og holdt sig beredt.
Det er maaske Læsningen. Men hvor sagte han har sneget sig herop, aldeles som en Kat! Jeg hørte dog ikke noget? Skulde han, naar det kommer til Stykket, have lyttet?
„Ikke sandt, en saadan Gæst ventede De ikke!” raabte Porphyrius leende. „Jeg havde længe foresat mig at besøge Dem, nu gik jeg tilfældigvis forbi og tænkte, hvorfor skulde jeg ikke gaa derop en fem
