235
De har en svag Lunge. — Naa, men hvordan skal jeg vænne mig af med det? Hvad skal jeg bruge i Stedet? Jeg drikker ikke, det er en sand Ulykke, ha, ha, ha — en Ulykke, at jeg ikke drikker! Alting er jo relativt, Rodion Romanytsch, alting er relativt!”
Hvad skal nu det igen betyde, begynder han atter med sin reglementerede Rutine? — tænkte Raskolnikow med Væmmelse, og den hele Scene fra den Gang stod pludselig atter for hans Erindring, og samme Følelse, som han den Gang havde, begyndte atter at trænge sig frem hos ham.
„Jeg var allerede heroppe hos Dem i Forgaars Aftes, men det véd De naturligvis ikke noget om!” vedblev Porphyrius Petrowitsch og saa sig om i Værelset; „her, just i dette Værelse var jeg. Jeg gik, akkurat som i Dag, saadan forbi og tænkte, lad mig dog gøre ham en Kontravisit. Jeg kom herop og fandt Døren staaende paa vid Væg, saa mig om — ventede, men jeg sagde ikke noget til Pigen og gik saa min Vej igen. De plejer maaske ikke at lukke Døren af?”
Raskolnikows Ansigt blev stedse mere mørkt. Porphyrius gættede hans Tanker.
„Jeg er kommen for at give Dem en Forklaring, min kære Raskolnikow. Jeg skylder Dem en Forklaring”, vedblev han med et let Smil og klappede endogsaa Raskolnikow paa Knæet, men samtidig antog hans Ansigt en alvorlig og bekymret Mine; der laa til Raskolnikows Forbavselse noget som Kummer i denne Mine.
Et saadant Udtryk havde han endnu aldrig set hos ham og troede heller ikke, at han var i Stand til at faa det.
„Det var en besynderlig Scene, som sidst fandt Sted mellem os, Raskolnikow. Ganske vist, allerede aed vort første Møde forekom der noget lignende,
