57
paa? Paa sin Pension paa hundrede og tyve Rubler og sit Afdrag paa Gælden til Wassilij Iwanowitsch? Hun strikker Uldtøj og broderer Mansketter; med det ødelægger hun sine gamle Øjne, og derved tjener hun tyve Rubler ved Siden af de hundrede og tyve — jeg véd det godt. Det er altsaa ene og alene paa Hr. Luschins gode Sindelag hun bygger. „Han vil selv foreslaa hende det”. Jo — det vil jeg nok tro! Og saaledes gaar det bestandig med disse Schillerske skønne Sjæle; de smykker lige til det sidste Mennesket med Paafuglefjer, lige til det sidste haaber de bestandig det bedste; de tager aldrig det slette hos Mennesket med i Beregning, og selv om de aner, Medaillen har en Bagside, vogter de sig dog for at udtale det forløsende Ord mens det endnu er Tid. De viser Sandheden fra sig med begge Hænder, bare fordi den forskrækker dem — indtil omsider det lovpriste Menneske tager Dem ved Næsen....
„.... Mon ikke denne Hr. Luschin er dekoreret? Jeg tør vædde paa, at han har St. Anna i Knaphullet, og at han bærer den ved Festmiddage hos Leverandører og Købmænd. Den skal rimeligvis ogsaa dingle paa ham til hans Bryllup. Men lad ham for Resten gaa Fanden i Vold!…
„Naa, det faar endda være med Moder, Stakkel! — Gud velsigne hende; hun er nu engang saadan. Men Dunja? lille Dunja, min elskede Søster, jeg kender hende! Hun var næsten tyve Aar gammel, da vi skiltes. Jeg kender hendes Karakter saa nøje. Saa skriver Moder, at Dunja kan bære meget! Jo, det véd jeg — det vidste jeg allerede for halvtredie Aar siden, og jeg har i de Aar tænkt nok over det, netop paa det, at Dunja kan bære meget. Naar hun kunde holde ud hos Hr. Swidrigailow, ja, saa kan hun bære meget. Og nu bilder baade hun og Moder sig ind, at man ogsaa vil kunne holde det
