237
De, jeg var den Gang saa fast overtydet. Jeg tænkte altsaa: hvis jeg nu lader det ene staa hen saa længe, vil jeg dog i det mindste gribe det andet i Flugten — jeg vil i det mindste ikke forsømme, hvad der staar til mig at gøre. De er altfor pirrelig af Natur, Rodion Romanytsch, overordenlig pirrelig, aldeles bortset fra alle de øvige Egenskaber ved Deres Karakter og Hjærte, som jeg smigrer mig med delvis at have fundet ud. Naa, selvfølgelig kunde jeg allerede den Gang nok begribe, at det kun undtagelsesvis forekommer, at der pludselig dukker et Menneske op, som saadan uden videre forraader en Historie helt og holdent. Det kan jo nok hænde, især naar man forstaar at indrette det saa, at Vedkommende mister den sidste Rest af Taalmodighed; men i ethvert Fald er det kun en Undtagelse, det var mig klart. Nej, tænkte jeg, hvis jeg bare havde et lidet Holdepunkt, om det saa var aldrig saa lidet, bare et eneste, men et, som man kunde tage fast Tag i, en haandgribelig Ting, ikke alene denne Sykologi. Thi — tænkte jeg — er Mennesket skyldigt, saa kan man da vist i al Fald vente, at der kan lokkes noget haandgribeligt ud af ham; i dette Tilfælde er det endog tilladeligt at gøre sig fattet paa et ganske uventet Resultat. Jeg gjorde den Gang Regning paa Deres pirrelige Karakter, Rodion Romanytsch; jeg haabede meget stærkt paa den.”
„Hvad er det egenlig, De mener?… hvad er det, De taler om?” mumlede endelig Raskolnikow, uden at hans Spørgsmaal var ham ganske klart. — Hvad mon han egenlig taler om; skulde han virkelig anse mig for uskyldig?
„Hvad jeg taler om? Jeg er kommen for at give Dem en Forklaring; det er saa at sige min hellige Pligt. Jeg vil til Bunds gøre Dem alting
