Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/634

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

240

følsom og allerede har gennemlevet meget med Deres Følelser, det ved jeg forlængst. Alle disse Tilstande er mig meget vel bekendte, og Deres Opsats læste jeg ogsaa som noget bekendt. Den blev til i søvnløse Nætter og i ædel Vrede, den blev skreven med hedtpulserende og bankende Hjærte og med tilbageholdt Enthusiasme. Men saadant en tilbageholdt, stolt Enthusiasme er farlig for Ungdommen! Den Gang spottede jeg over den, men nu siger jeg Dem, at jeg egenlig holder skrækkelig meget af denne første, ungdommelige, varmblodige Penneprøve, det vil sige, jeg holder af den som Dilettantforsøg. Det er som Røg og Taage, men gennem Taagen klinger en Stræng. Deres Opsats er urimelig og fantastisk, men den aander Oprigtighed, en ungdommelig og ubestikkelig Stolthed; Fortvivlelsens Dristighed er i den; det er en mørk Opsats, men det er et Fortrin. Da jeg havde læst den og lagt den til Side, sagde jeg til mig selv: Dette Menneske oplever vi nok noget af! — Spørg nu Dem selv, hvorledes var det muligt, efter saadanne Præliminarier ikke at lade sig rive med af det, som paafulgte! Hvad er det saa? tænkte jeg — her er dog egenlig ingen Ting, slet ingen Ting! For mig, en Undersøgelsesdommer, er det endog højst uanstændigt at lade sig rive saaledes med; jeg har jo nu denne Nikolaj paa Halsen og det endogsaa med Kendsgærninger — betragt Sagen, hvordan De vil, men der har vi Fakta for Haanden, og et Slags Psykologi har vi ogsaa der; med ham maa jeg nu sysselsætte mig, thi det gælder Liv og Død. De vil maaske spørge, hvorfor jeg forklarer Dem alt dette? — For at De skal vide det, og for at De ikke skal fordømme min stygge Opførsel den Gang. Var det ikke stygt? taler jeg oprigtigt? ha, ha! Hvad tror De da; tror De, at jeg den Gang ikke foretog nogen Husundersøgelse