Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/635

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

241

hos Dem? Jo, jo, ha, ha! jo saamæn, da De laa tilsengs. Det skete vistnok ikke officielt og ikk i egen Person, men det skete. Indtil den sidste Traad blev Alting i Deres Bolig undersøgt, og det straks — men forgæves. Saa tænkte jeg da, nu maa dette Menneske selv komme, han maa komme, og det meget snart, og er han skyldig, saa kommer han ganske vist meget snart. Dersom en anden ikke skulde komme — han kommer ganske vist. Kan De huske, hvorledes Hr. Rasumichin begyndte at forsnakke sig? Det var med Vilje arrangeret for at bringe Dem i Oprør. Ogsaa Rygtet var med Vilje udbredt; thi Hr. Rasumichin er et Menneske, som ikke kan skjule sin Fortørnelse. Deres Vrede og Deres Dristighed var først Hr. Sametow paafaldende. Men hvad var det ogsaa for en Maner, saadan i et Værtshus pludselig at plumpe ud med Ordene: „jeg har myrdet!” Det var dog altfor dristigt, for frækt; Og jeg tænkte: hvis denne her er den skyldige, saa kæmper han frygteligt med os! Saaledes tænkte jeg den Gang. Jeg ventede altsaa ganske taalmodig; men Sametow satte De engang dygtig tilvægs og … ja, det er just det ­— hele denne fordømte Psykologi har sine to Sider. Naa jeg ventede Dem altsaa, og se, Gud sendte Dem — De kom! Men hvor mit Hjærte da bankede, ha, ha! Men hvorfor skulde De ogsaa netop komme? Og Deres Latter, Deres Latter, da De kom ind! Husker De den? Jeg gennemskuede Dem den Gang straks; det var, som om jeg saa ind i Deres Indre gennem et Glas. Men havde jeg ikke ventet Dem saa ivrigt, saa vilde Deres Latter heller ikke have været mig paafaldende. Ser De, hvad det gør, at man er i den rette Stemning. Og Hr. Rasumichin, hvordan han var — ak!… og saa Stenen, Stenen! — husker De Stenen, som Sagerne er gemt under? Det forekom-