242
mer mig rent, som om jeg saa den etsteds, der henne, i en Køkkenhave — De talte jo med Sametow om den og derefter ogsaa hos mig, en Gang til. Saa begyndte vi at gennemgaa Deres Opsats, og saadan som De forklarede — man kunde ikke lade være at betragte hvert Ord fra to Sider, om der ikke skulde stikke en anden Mening bag! Naa, ser De, Rodion Romanowitsch, paa denne Maade kom jeg til den yderste Grænse, og først da jeg stødte Hovedet mod Væggen, kom jeg til Besindelse. Nej, sagde jeg, hvad er det egenlig jeg gør? Alt dette kan man jo, om man vil, lige saa godt dreje omkring til det modsatte; maaske lyder det da endnu sandsynligere. En sand Kval! Nej, et saadant lille Holdepunkt vilde jeg hellere have, — tænkte jeg … Men da jeg saa hørte Historien om Dørklokken, var jeg ved at miste Vejret og fik en ordenlig Forskrækkelse. Naa, tænkte jeg, det er et Holdepunkt, og det ovenikøbet et rigtig godt! Nu var det forbi med Ræsonnementerne, Lysten dertil forgik mig. Jeg vilde have givet tusind Rubler, dersom jeg med egne Øjne kunde have set Dem, da De gik hundrede Skridt efter Haandværkeren den Gang; han havde kastet Dem „Morder" i Ansigtet, og hele Tiden vovede De ikke at svare ham noget paa det; og saa igen .... denne Dørklokke der; medens Feberen endnu ruskede i Dem! Naa, Rodion Romanytsch, efter alt dette kan det da ikke undre Dem, at jeg den Gang tillod mig den Morskab med Dem. Hvorfor skulde De ogsaa komme just i det Øjeblik? Det var jo aldeles, som om nogen havde drevet Dem hen til mig, ja, ved Gud! Og havde ikke tilsidst Nikolaj skilt os fra hinanden, saa … husker De Nikolaj? De erindrer jo nok?… Det var som et Lyn fra en klar Himmel! Naa, og hvordan tog jeg imod den, denne Lynstraale? Fæstede jeg vel ringeste
