243
Tro til den? — De saa jo selv! Ja, selv bagefter, da De allerede var gaaet, efter at han havde svaret meget fornuftigt paa en Del Spørgsmaal, saa jeg selv virkelig var forundret — heller ikke da skænkede jeg ham for en halv Skilling Tiltro! Saa fast var min Mening … Nej, tænkte jeg, det kan ikke falde mig ind … hvorledes skulde der endog blot kunne være Tale om en Nikolaj!”
„Men Rasumichin sagde mig netop den Gang, at De nu ogsaa ansaa denne Nikolaj for den skyldige, og at De selv havde forsøgt at overbevise Rasumichin…”
Vejret var lige ved at gaa fra ham, saa han ikke kunde fortsætte. I ubeskrivelig Bevægelse hørte han, hvorledes et Menneske, der helt og holdent havde gennemskuet ham, syntes at fornægte sig selv.
Han frygtede for at tro paa det, og troede heller ikke paa det, Med tvetydige Ord følte han sig for og søgte derved at fremtvinge en tydeligen og endelig afgørende Mening.
„Ak, Hr. Rasumichin!” raabte Porphyrius, aldeles som om dette Spørgsmaal fra den lidet tatalende Raskolnikow ordenlig var ham velgørende, „ha, ha, ha! Ja, denne Hr. Rasumichin! — ham maa man se at blive kvit. De kender jo Ordsproget: hvad to har tilsammen, kommer ikke den tredie ved! Rasumichin er en helt anden Ting, han hører ikke med her: kommer han ikke løbende hen til mig, ganske bleg … naa, Gud være med ham, hvorfor skal vi dog blande ham ind i dette! — Men Nikolaj, vil DL vide, hvad det er for et Subjekt, det vil sige, hvordan jeg bedømmer ham? For det første er han et umyndigt Barn, og om ikke fejg, saa dog noget i den Retning, en Slags Kunstner. Ja, ja! Le De ikke over min Definition. Han er en uskyldig og
