245
maatte være godt. Naa, i Fængslet er vel atter denne „ærværdige Olding” kommen ham i Minde, og Bibelen fik han ogsaa frem. Véd De, Rodion Romanytsch, hvad det vil sige, at „tage Martyrskabet” paa sig” ? Dermed forstaar slige Folk ikke at „lide for nogens Skyld” — Nej, det betyder ganske i Almindelighed at tage en Lidelse paa sig, paalægge sig et Kors; dikteres der dem nu ovenikøbet en Straf af den verd-slige Magt, saa anser De det bare for saa meget fortjenstfuldere. Der sad for længere Tid siden en from Arrestant et helt Aar i Fængsel; om Natten laa han paa Ovnen og læste al Tid i Bibelen, indtil han havde læst Forstanden af sig, og det i den Grad, at han en Gang uden videre tog en Mursten og kastede den efter Direktøren, uden at denne havde givet ham nogensomhelst Anledning til det. Og hvorledes kastede han? — med Villie en Alen forbi for ikke at tilføje ham nogen Skade! Naa, naturligvis, hvad venter en Arrestant, som med bevæbnet Haand angriber en Foresat? — Resultatet var just det, han vilde: han vilde blive en Martyr!… Altsaa, jeg er overbevist om, at ogsaa Nikolaj nu vil blive en Martyr, eller noget lignende. Det véd jeg ganske sikkert, jeg kan endogsaa belægge det med Kendsgærninger. Han selv véd ikke en Gang, hvad jeg véd. Tror De nu ikke, at der ogsaa i denne Klasse af Mennesker gives Fantaster? Meget hyppigt!… Nu er Turen atter kommen til den „ærværdige Olding”. Forresten fortæller han mig snart al Ting selv, han kommer nok; eller tror De maaske, at han bliver ved at være konsekvent? — Vent bare, det varer ikke længe, saa synger han en anden Vise! Jeg venter hver Time, at han skal komme og rilbagekalde sine Forklaringer. Denne Nikolaj holder jeg ligefrem af, jeg iagttager ham paa det grundigste. Og tænk
