246
Dem bare, ha, ha! — paa mange Spørgsmaal svarede han meget passende; det er aabenbart, at De har meddelt ham anskilligt, han var meget godt forberedt. Derimod var han i andre Punkter saa borneret som vel muligt; der vidste og kendte han ingen Ting, anede ikke en Gang, at der var en hel Del han ikke vidste. Nej, kæreste Rodion Romanytsch, her er der ikke Tale om Nikolaj, her foreligger en fanatisk mørk Gærning af den nye Tidsregning; det er et Tilfælde, som kun vor Tid kan frembringe, hvor Hjærtets Følelser er trængte tilbage, hvor Fraser citeres, saadanne som den, at Blod virker „forfriskende”; hvor der prædikes om Livets Komfort. Det er Fantasier, som kommer fra Bøgerne; det er et af Theorier krampagtig ophidset Hjærte; det er den Beslutsomhed, at ville vove det første Skridt, men en ganske ejendommelig Beslutsomhed, omtrent som den at springe ned fra et Kirketaarn; det er en Beslutsomhed, som vandrer mod Forbrydelsen, som om fremmede Fødder bar den did. Den glemmer at lukke Døren, og myrder, myrder to Personer, fordi Theorien kræver det. Myrder, man forstaar sig ikke paa at røve; og hvad man rasper sammen, det gemmer han under en Sten! Ikke nok med at udstaa en saadan Kval en Gang — staa bag Døren, medens Folk er i Begreb med at bryde den op, medens man ringer paa Dørklokken, saa man kunde tro, at hele Huset maatte komme løbende — nej, men saa en Gang til, halv bevidstløs, gaa hen til den tomme Lejlighed, genkalde sig denne Ringen i Erindringen, have et Behov af endnu en Gang at føle det løbe koldt ned ad Ryggen!… Naa, vel, lad os antage, at det har været en sygelig Tilstand; men hvorledes forklarer De da, at Morderen alligevel anser sig for et ærligt Menneske, foragter andre Mennesker, og gaar omkring som en bleg Engel? —
