Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/641

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

247

Nej, kæreste Rodion Romanytsch, hvordan kan der saa være Tale om Nikolaj ..... af Nikolaj som Morder er der ikke Spor der.”

Disse sidste Ord, der kom saa uventet efter det forudgaaende, som havde havt saa megen Lighed med en Fornægtelse af tidligere Overbevisning, traf Raskolnikow midt i Hjærtet; han dirrede, som om en Lynstraale havde truffet ham.

„Hvem var det da ..... altsaa ..... hvem er Morderen?....” spurgte han næsten aandeløs; det var ham umuligt at undertrykke Spørgsmaalet.

Porphyrius Petrowitsch foer tilbage mod Stoleryggen, som om virkelig dette Spørgsmaal var kommet ham uventet.

„Hvad? De spørger endnu, hvem Morderen er?” sagde han, som om han ikke troede sine egne Øren: „De er Morderen, Rodion Romanytsch! Dem var det .....” tilføjede han næsten hviskende, med fuldkommen Overbevisning i Stemmen.

Raskolnikow sprang op, blev nogle Sekunder staaende, og satte sig ned igen uden at sige et Ord. Konvulsiviske Trækninger fik hans Ansigtsmuskler til at dirre.

„Der dirrer Løberne igen, aldeles som den Gang!” mumlede Porphyrius Petrowitsch, og der laa et Slags Medfølelse i hans Ord.

„Det lader til, at De endnu ikke rigtig har forstaaet mig, Rodion Romanytsch,” tilføjede han efter en Smuds Tavshed, „derfor er De ogsaa saa slagen. Jeg er jo dog udtrykkelig kommen hid blot for at sige Dem alt, for at tale aabent med Dem om Sagen.”

„Jeg har ikke gjort det!” hviskede Raskolnikow, aldeles som forskrækkede Smaabørn plejer at gøre, naar man griber dem i noget utilladeligt.

„Jo, De har gjort det, De og ingen anden,”