248
sagde Pophyrius strængt og med en Tone af den fasteste Overbevisning.
Begge tav, og denne Tavshed varede ejendommelig længe, næsten ti Minutter.
Raskolnikow sad der med Albuerne støttede paa Bordet og foer med Hænderne gennem Haaret. Porphyrius Petrowitsch sad stille, saa paa ham og ventede.
Pludseligt saa Raskolnikow foragteligt op og sagde:
„De begynder igen med Deres gamle Kneb, Porphyrius Petrowitsch! Bestandig de samme Kunstgreb som før; jeg kan ikke begribe, at det ikke tilsidst gaar op for Dem, at man gennemskuer Deres Hensigt.”
„Aa, hold dog op; hvad bryder jeg mig nu om Kunstgreb! Hvis der var Vidner, saa var det noget ganske andet! men her sidder vi jo bare og hvisker under fire Øjne. De maa da selv kunne indse, at jeg ikke er kommen for at gøre Jagt paa Dem. Enten De nu tilstaar eller ikke tilstaar — i dette Øjeblik er det mig aldeles ligegyldigt; min Overbevisning staar fast ogsaa uden Deres Tilstaaelse.”
„Men hvis dette er sandt, hvorfor er De da kommen?” spurgte Raskolnikow ophidset. „Jeg maa endnu en Gang forelægge Dem det forrige Spørgsmaal: naar De anser mig for skyldig, hvorfor sætter De mig da ikke i Fængsel?”
„Naa, det er dog en Gang et fornuftigt Spørgsmaal! Jeg vil straks besvare Dem det udførligt: for det første: at hvis jeg saadan ligefrem lod Dem arrestere, vilde det ikke være fordelagtigt for mig.”
„Hvordan det?” ikke fordelagtigt? Naar De er overbevist, saa maa De dog…”
