249
„Aah! hvad Vægt ligger der paa min Overbevisning. Foreløbig bilder jeg mig det bare ind. Hvad havde jeg vel ud af at sætte Dem i Hviletilstand? Hvis De længes efter det, saa véd De jo selv, at mig er det ikke magtpaaliggende. Naar jeg for Eksempel nu hentede denne Haandværker, og De saa vilde sige til ham: „De har vel været drukken? Hvem har set os sammen? Jeg ansaa Dig ganske simpelt for drukken, og det var Du jo ogsaa!” — naa, hvad skulde jeg saa svare Dem paa det? — saa meget mindre som Deres Paastand endogsaa har den største Sandsynlighed for sig, og hans kun den psykologiske Troværdighed — og for en saadan dum Haandværkerslyngel passer det sig ikke engang at ville løse psykologiske Spørgsmaal — men De træffer ham direkte i Enerum, for den Hallunk er virkelig forfalden til Drik, og det véd alle. Desuden har jeg jo selv allerede gentagne Gange sagt Dem, at hele denne Psykologi har sine to Sider, og at den anden Side er meget vigtigere, har meget mere Sandsynlighed for sig; og ligeledes at jeg, bortset derfra, foreløbig endnu ingen Ting mer har at forebringe mod Dem. Skønt jeg nu maa sætte Dem fast alligevel og, som De ser, selv er kommen for at sige Dem det — andre vilde sikkerlig ikke have gjort det —, saa siger jeg Dem dog ligefrem, at det slet ikke er foragtigt for mig. Naa, og for det andet er jeg kommen til Dem for…”
„Naa, ja, for det andet altsaa?…” Raskolnikow snappede endnu efter Vejret.
„Fordi — som jeg ogsaa tidligere har sagt Dem — fordi jeg anser mig forpligtet til at give Dem en Forklaring. Jeg ønsker ikke, at De tager mig for et Umenneske, saa meget mindre som jeg virkelig er Dem hengiven, De maa nu tro det eller ikke. Og som Følge deraf er jeg for det tredie kommen til
