Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/646

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

252

nødvendig for Dem, og saa er ogsaa Deres Lidelse en kostelig Ting; derfor maa De altsaa lide. Nikolaj har maaske ikke Uret, naar han tragter efter Lidelse. Jeg ved nok, at Troen paa Lidelser som frelsende Magt ikke er let at erhverve; men De maa blot ikke pønse paa Underfundighed. Tag dog Livet ganske simpelt uden at gruble, og vær De rolig — Livet selv vil føre Dem i Havn og stille Dem paa Benene igen. De vil vel spørge, hvad det er for en Havn? Det kan jeg ikke vide! Jeg har blot den Tro, at De har et langt Liv for Dem. Jeg véd ogsaa, at De nu tager mine Ord for en udenadlært Prædiken. Men senere kommer De nok til at huske paa dem; den vil nok engang, blive Dem til Nytte; og det er ogsaa derfor, at jeg taler saadan med Dem. Det er dog godt, at det kun var en elendig gammel Kjælling, De slog ihjel; for havde Deres Teori taget en anden Retning, saa var Deres Gærning maaske blevet Hundrede Millioner Gange grueligere. Maaske maa man, naar alt kommer til alt, takke Gud, — og hvem ved, hvad Gud endnu kan have bestemt Dem til. Rejs Dem, vær rolig og taalmodig og frygt ikke. De frygter vel for den store Gengældelse, som forestaar Dem? Men det var jo en Skam at være bange for den. Har De en Gang besluttet Dem til en saadan Gærning, saa maa De ogsaa tage Følgerne paa Dem; det kræver Retfærdigheden. Jeg véd nok, at De mangler Troen, men, ved Gud, Livet vil endnu bære Dem oppe. De vil siden selv have Deres Glæde af det. Nu er det fremfor alt Luft, De behøver, — Luft, Luft!”

Raskolnikow foer sammen.

„Hvem er De da egentlig!” raabte han, „hvad er da De for en Profet? Hvad er det da egentlig for en olympisk Højde, som De lader Deres vise Orakelsprog lyde ned fra?”