254
løbe. Men De, De tror jo ikke mere paa Deres Theori — hvad skal De altsaa flygte med? Og hvad Nytte skulde De have af Flugten? At være paa Flugt er besværligt; men De behøver fremfor alt Liv, en positiv Situation, en passende Luft — — og det var dog ikke den bedste Luft for Dem. Flygter De, saa kommer De tilbage af Dem selv. Os kan De dog ikke mere undfly. Men sætter jeg Dem nu i Fængsel, saa sidder De maaske en, to, højst tre Maaneder, saa kommer De af Dem selv, — og husk paa mine Ord — kommer sikkert ganske uventet for Dem selv. En Time i Forvejen véd De maaske ikke engang, at De er i Begreb med at aflægge en Tilstaaelse. Jeg er endog saa overbevist om, at De efter moden Overvejelse vil beslutte Dem til at „tage Deres Kors paa Dem.” Nu naturligvis tror De mig ikke, men tilsidst vil De dog indse, at det er det bedste, De kan gøre; thi Lidelsen, Rodion Romanytsch, er en hellig Sag. Le ikke ad det: i Lidelsen ligger en Idé, og Nikolaj har Ret. — Nej, De flygter ikke, Rodion Romanytsch.”
Raskolnikow rejste sig og tog sin Hue. Porphyrius Petrowitsch rejste sig ogsaa.
„Vil De nu gaa ud og spadsere? Det bliver en herlig Aften, bare der ikke kommer Regn. For Resten, det kunde være nok saa godt for at køle Luften lidt.”
Han tog sin Hue.
„Jeg beder Dem, Porphyrius Petrowitsch, indbild Dem nu ikke, at jeg i Dag har aflagt Dem en Tilstaaelse,” sagde Raskolnikow med mørk Haardnakkethed. „De er et ejendommeligt Menneske, og jeg har blot hørt paa Dem af Nysgærrighed, men tilstaaet noget har jeg ikke.... Glem ikke det.”
„Naa ja, — jeg skal nok huske det — se blot, hvor De skælver. Vær De rolig, min Kære; Deres
