260
Han fandt ham i et lille Værelse, der stødte til den store Sal, i hvilken der ved en Snes Smaaborde sad Købmænd, Embedsfolk og andet Publikum og drak The til et afskyeligt Sangerkors Toner. Fra den anden Side hørte man Lyden af Billardkugler, som stødte mod hinanden.
Paa Bordet foran Swidrigailow stod en Champagneflaske og et halvfyldt Glas. I samme Værelse befandt sig ogsaa en Dreng med Lirekasse og en sund, rødmusset omtrent attenaarig Pige i stribet Kjole og Tyrolerhat paa Hovedet; hun sang med en temmelig hæs Kontra-Alt en Gadevise trods Korsangen ved Siden af.
„Det er nok, hold nu op!” afbrød Swidrigailow hende, da Raskolnikow traadte ind.
Pigen standsede og blev staaende i agtelsesfuld Forventning.
„Hej, Filip, et Glas!” raabte Swidrigailow.
„Jeg vil ikke drikke Vin,” sagde Raskolnikow.
„Som De vil; jeg mente heller ikke Dem. Drik Katja! For i Dag behøver jeg Dig ikke længer, gaa!”
Han skænkede et helt Glas fuldt med Vin og lagde en Rubelseddel hen til hende. Katja tømte Glasset i et Drag, tog Sedlen, kyssede Swidrigailows Haand, hvad denne i fuldt Alvor tillod, og forlod saa Værelset ledsaget af Drengen.
De var begge blevet hentede op fra Gaden; Swidrigailow havde allerede indrettet sig paa en Slags patriarkalsk Fod, skønt han kun havde været en Uge i Petersburg.
Kelneren Filip, der hørte til Spytslikkernes Lag, var ogsaa blandt de „bekendte”.
Swidrigailow var som hjemme i dette Værelse og tilbragte hele Dage her. Det var et smudsigt,
