261
elendigt Værtshus, som ikke engang svarede til tarveligere Fordringer.
„Jeg var just i Begreb med at gaa hen til Dem”, begyndte Raskolnikow, „men hvordan jeg fra Høtorvet er kommen herhen — det er mig ikke rigtig klart! Jeg plejer aldrig at gaa denne Vej, i Almindelighed gaar jeg fra Høtorvet til højre. Vejen til Dem gaar jo heller ikke i denne Retning, og alligevel befinder jeg mig pludselig her. Det er dog besynderligt!”
„Hvorfor siger De ikke ligefrem, at det er et Mirakel! ”
„Fordi det maaske kun er en Tilfældighed.”
„Hvad dog disse Mennesker har for en underlig Aandsretning. I Virkeligheden tror de paa Mirakler, men de vil ikke tilstaa det! De siger jo selv: „maaske” er det kun et Tilfælde. Men Folk her er nu allesammen saa sejge, hvor det gælder deres egen Mening. De kan knapt forestille Dem det, Rodion Romanytsch. Dem undtager jeg naturligvis, for De har en selvstændig Mening og har ikke været saa fejg at fornægte den. Allerede derved har De vakt min Nysgærrighed.”
„Ikke ved noget andet?”
„Det er jo nok, det!”
Swidrigailow var synligt en Smule oprømt, men kun i ringe Grad; han havde drukket omtrent et halvt Glas Vin.
„Men De kom dog til mig, inden De endnu vidste, at jeg havde Ævnen til at have, hvad De kalder en selvstændig Mening?”
„Naa, det var noget ganske andet; Enhver har saadan sin egen Maade. Men hvad Miraklet angaar, saa maa jeg sige Dem, at det, lader til, De har sovet de sidste to a tre Dage. Jeg har jo selv anvist Dem dette Værthus; det var altsaa slet ikke
