263
jeg; allerede det er uheldigt. I Grunden kan dette være mig det samme; jeg har ikke noget med at kurere Dem, men — ja, De forstaar mig jo nok, naturligvis.”
„De véd altsaa, at man iagttager mig?” spurgte Raskolnikow og saa skarpt paa ham.
„Nej, jeg véd slet ingenting,” sagde Swidrigailow forundret.
„Naa, saa lader vi min Person være i Ro,” mumlede Raskolnikow og rynkede Panden.
„Godt, lad den være i Ro.”
„Sig mig hellere: da De dog er kommen her hen for at drikke og to Gange har indbudt mig til at besøge Dem, hvorfor gemte De Dem, da jeg saa op fra Gaden, og vilde forsøge at snige Dem bort? Jeg lagde Mærke til det!”
„Ha, ha! Og hvorfor lod De, som De sov, skønt De slet ikke sov, den Gang jeg stod i Deres Dør og De laa paa Sofaen med lukkede Øjne? Jeg lagde meget godt Mærke til det.”
„Jeg kunde have … mine Grunde … det véd De selv.”
„Og jeg kunde ogsaa have mine Grunde, skønt De ikke faar dem at vide.”
Raskolnikow lænede sig med den højre Albue paa Bordet og saa opmærksomt paa Swidrigailow. Han betragtede hans Ansigt, der ogsaa før var forekommet ham paafaldende. Dette Ansigt var virkelig ejendommeligt; det havde nogen Lighed med en malet Maske, var hvidt med røde Kinder og højrøde Læber, havde lyseblondt Skæg, og Hovedet var bedækket med temmelig tykt, blondt Haar. Øjnene var egenlig lidt for blaa, og deres Udtryk var for stivt og ubevægeligt. Der laa noget meget ubehageligt i dette vel udseende og, i Betragtning af Swidrigailows Alder, overordenlig godt konserverede Ansigt
