264
Swidrigailows Dragt var en Smule lapset og sommerlet. Især ekscellerede han i Linned. Paa Fingeren havde han en tyk Signetring med en Ædelsten.
„Skal jeg da virkelig ogsaa plage mig med Dem?” sagde Raskolnikow pludselig, idet han med krampagtig Utaalmodighed straks gik aabent til Værks, „skønt De maaske er det farligste Menneske, dersom De vil skade mig; men jeg har ikke Lyst til længer at forstille mig. Jeg vil straks vise Dem, at jeg ikke lægger saa stor Vægt paa min Person, som De sandsynligvis tror. De skal altsaa vide: jeg er kommen til Dem for aabent at meddele Dem, at hvis De endnu skulde have de samme Hensigter med min Søster som før, og hvis De tror, at De dertil kan benytte Deres Kendskab til det, som De i den sidste Tid har opdaget, saa dræber jeg Dem endnu forinden De kan faa mig sat i Fængsel. Det har De mit Ord paa, og De véd, at jeg er i Stand til at holde det. For det andet — hvis De vil meddele mig noget — for det lod hele Tiden til, at De havde noget at sige mig — saa skynd Dem, for Tiden er kostbar, og det kunde snart være for sent.”
„Hvor er det, De har saadan et Hastværk med at komme hen?” sagde Swidrigailow og betragtede ham nysgærrigt.
„Enhver gaar sine egne Veje,” sagde Raskolnikow mørk og utaalmodig.
„Først udfordrer De mig til Aabenhjærtighed, og straks ved det næste Spørgsmaal nægter De at svare,” bemærkede Swidrigailow smilende. „De tror bestandig, at jeg har visse Hensigter, og derfor ser De mistroisk paa mig; det er i øvrigt forklarligt i Deres Stilling. Men saa meget jeg end ønsker at komme paa en god Fod med Dem, saa vil jeg dog
