267
„De har altsaa haft Anledning til at udfordre Deres Modstander til Duel… eller noget sligt; det virker dog oplivende!”
„Jeg kan ikke modsige Dem; jeg er overhovedet ingen Mester i at filosofere. For Resten tilstaar jeg, at jeg hovedsagelig er kommen hertil for Fruentimmernes Skyld.”
„Saa kort efter at De havde begravet Marfa Petrowna?”
„Naa ja,” sagde Swidrigailow ganske aabenhjærtigt og smilende… „Og hvad saa? Det lader til, at De finder noget ondt i, at jeg taler saa forargeligt om Fruentimmerne?”
„Mener De maaske, om jeg finder noget ondt i Utugt?”
„I Utugt? Altsaa derhen var det, De vilde! For Resten vil jeg, for at holde Rækkefølgen, først svare Dem paa det Spørgsmaal, hvad jeg mener om Fruentimmerne i Almindelighed; jeg er just oplagt til at snakke lidt. Hvorfor skulde jeg være saa afholdende? Hvorfor skulde jeg forsmaa Fruentimmerne, naar jeg er en Fruentimmerven? Det er dog ogsaa en Slags Beskæftigelse.”
„Altsaa er De kun kommen hertil for at bedrive Utugt?”
„Naa, og hvad saa? Jeg indrømmer altsaa: for at bedrive Utugt! De taler bestandig om Utugt. For Resten kan jeg godt lide, at man udtaler sig tydeligt. I denne Utugt ligger der i alt Fald noget stadigt, noget i Naturen begrundet, ikke alene noget, som tilhører Fantasiens Gebet, noget — ligesom et evigt glødende Kul i Blodet… Vil De ikke indrømme mig, at det ogsaa er en Slags Beskæftigelse?”
„Det er altsaa deri, at De søger et behageligt
