269
„Naa, og det væmmelige i et saadant Liv, det øver slet ikke mere nogen Virkning paa Dem? Har De allerede mistet al Modstandskraft?”
„Ah, saa De kræver endogsaa Kraft? Ha, ha, ha! Det maa jeg dog tillade mig at forundre mig over, Rodion Romanitsch, skønt jeg forud vidste, at De vilde ende der. Og det er Dem, som taler om Utugt og om Æstetik? De — en Idealist, en Schiller? Ganske vist, alt det maa vel logisk være saaledes, og det vilde egentlig være underligt, dersom det ikke var saaledes, men alligevel er det dog højst ejendommeligt… Skade, at jeg har saa liden Tid; De er virkelig et yderst interessant Subjekt. Apropos, synes De om Schiller? Jeg synes nemlig overordentlig godt om ham.”
„De er en Pralhans!” svarede Raskolnikow med en vis Uvilje.
„Nej, ved Gud, det er jeg ikke,” svarede Swidrigailow og lo. „For Resten vil jeg ikke disputere med Dem, De kan gærne kalde mig en Pralhals; og hvorfor ikke det, naar jeg ikke gaar nogen i Vejen med det? Jeg har i syv Aar boet paa Landet med Marfa Petrowna, og nu da jeg har fundet et fornuftigt Menneske som Dem, et fornuftigt og i høj Grad interessant Menneske, saa er jeg simpelthen glad over at tabe lidt; for Resten har jeg ogsaa drukket et halvt Glas Vin, og det er steget mig til Hovedet. Men først og fremst eksisterer der en anden Omstændighed, som opliver mig meget, men om den … tier jeg. Haster det?” spurgte Swidrigailow pludselig forundret.
Raokolnikow havde været i Begreb med at rejse sig. Det var blevet ham for varmt, trykkende og ubehageligt. Han var kommen til den Overbevisning, at Swidrigailow var den tarveligste og usleste Slyngel.
