Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/664

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

270

„Aa, bliv dog lidt,” bad Swidrigailow, „lad mig dog i det mindste byde Dem The! Naa, bliv nu lidt! Jeg skal ikke komme mere med den Slags Vrøvl, i al Fald ikke noget, som gælder mig personligt. — Vil De have, at jeg skal fortælle Dem, hvorledes et kvindeligt Væsen har „reddet” mig? Det bliver et Svar paa Deres første Spørgsmaal, for dette Væsen var — Deres Søster. Skal jeg? Det kan vi slaa Tiden ihjel med.”

„Fortæl! Men jeg haaber, at…”

„Aa, vær ikke bange! Forøvrigt kan jo Deres Søster kun indgyde endog et saa lastefuldt og usselt Menneske som mig den største Respekt.”



XV.

„De véd maaske — for Resten har jeg jo selv fortalt Dem det —,” begyndte Swidrigailow, „at jeg sad i Gældsfængsel her. Marfa Petrowna købte mig ud den Gang; hun var en ærlig og intet mindre end enfoldig Kone, skønt hun var ganske udannet. Forestil Dem, denne Skinsyge, men den ærlige Kone fandt sig foranlediget til at afslutte en Slags Kontrakt med mig, som hun under hele vort Ægteskab trolig holdt. Hun var nemlig betydelig ældre end jeg; jeg havde det nødvendige Kvantum af Gemenhed, men derhos ogsaa Ærlighed nok til at gøre hende den Tilstaaelse, at jeg ikke vilde blive hende ubetinget tro. Denne Tilstaaelse satte hende i Raseri; men alligevel syntes min frække Aabenhed at behage hende. Da hun havde forbrugt en Mængde Taarer, kom følgende mundtlige Aftale i Stand mel-