271
lem os: For det første, jeg forpligter mig til aldrig at forlade Marfa Petrowna og til bestandig at forblive hendes Ægtefælle; for det andet, jeg forpligter mig til uden hendes Samtykke ikke at fjærne mig; for det tredje forpligter jeg mig til ikke nogensinde at holde en fast Elskerinde; for det fjerde, i Stedet derfor tillader Marfa Petrowna mig af og til at fjase med Tjenestepigerne, dog blot med hendes hemmelige Samtykke; for det femte skulde Gud bevare mig for at elske et kvindeligt Væsen af vore egne Kredse; for det sjætte, hvis — hvad Gud maatte forbyde — jeg skulde blive hjemsøgt af en stor og alvorlig Lidenskab, saa forpligter jeg mig til straks at aabenbare den for Marfa Petrowna. — Naar det af og til forekom, at vi blev uenige, saa plejede jeg mest at tie, men især ikke at blive hidsig, og denne værdige Opførsel øvede sædvanligvis den bedste Indflydelse paa hende, den behagede hende meget, og hun var ofte ligefrem stolt af mig. Kun Deres Søster kunde hun ikke taale, det var for meget for hende. Hvorledes hun overhovedet kunde risikere at tage en saadan Skønhed i Huset som Guvernante, kan jeg kun forklare mig derved, at Marfa Petrowna selv havde et fyrigt og modtageligt Sind, og at hun ganske simpelt selv forelskede sig — bogstaveligt talt forelskede sig i Awdotja Romanowna. For Resten gjorde hun selv det første Skridt— De maa nu tro det eller ilde. Kan De tænke Dem, at Marfa Petrowna endogsaa gik saa vidt, at hun i Begyndelsen var vred paa mig for min vedvarende Tavshed med Hensyn til Deres Søster? Hun beskyldte mig for Uimodtagelighed, i Modsætsætning til hendes egen entusiastiske Lidenskab for Awdotja Romanowna. Jeg ved ikke selv, hvad hun egenlig vilde. Naturligvis undlod Marfa Petrowna ikke at fortælle Deres Søster alt, hvad hun vidste om mig: hun havde nemlig den ulykkelige Vane at
