272
fortælle alle og enhver vore Familiehemmeligheder; men hovedsagelig at klage over mig; hvorledes skulde hun saa have kunnet lade det være ligeoverfor en saa ny og fortræffelig Veninde? Awdotja Romanowna fik altsaa alle disse hemmelighedsfulde og mørke Æventyr, der var i Omløb om mig, at vide … jeg tør holde paa, at De ogsaa allerede har hørt en Del!”
„Javel, Lushin paastod, at De endogsaa var Skyld i et Barns Død. Er det sandt?”
„Vær saa venlig at tie med alle disse Gemenheder!” brummede Swidrigailow. „Vil De endelig have fuld Besked om dette Vrøvl, saa skal jeg fortælle Dem det en anden Gang, men nu…”
„Der bliver ogsaa sagt noget om en Betjent i Landsbyen, mod hvem De skulde have forgrebet Dem paa.”
„Naa, nok om det!” afbrød Swidrigailow ham med synlig Utaalmodighed. „Jeg ser nok, at alt dette interesserer Dem overordenligt, og jeg skal holde for min Pligt ved den første gunstige Lejlighed at tilfredsstille Deres Nysgærrighed i denne Retning. Gid Fanden havde det! Jeg ser nok, at jeg virkelig staar i et romantisk Lys! De vil nu selv kunne bedømme, hvor meget jeg maa takke den salige Marfa Petrowna for, at hun fortalte Deres Søster saa meget mysteriøst og interessant om mig. Om Indtrykket tillader jeg mig ingen Dom; men i ethvert Fald var det gunstigt for mine Planer. Trods al den naturlige Uvilje, som Awdotja Romanowna følte mod mig, og trods mit evige Mørke og frastødende Udseende — følte hun dog endelig Medlidenhed med mig, Medlidenhed med det forlorne Menneske. Men føler en Piges Hjærte først Medlidenhed, saa er det farligt for hende, meget farligt. Thi det Ønske at „redde” at omvende og løfte til
