61
Du nu? Du plyndrer dem jo selv. Det er Dunjas Løn fra Swidrigailows og Laan paa den skakkels usle Pension. Og hvorledes vil Du saa beskytte dem mod Swidrigailows, mod Wassilij Iwanowitsch, Du Fremtidsmillionær, Du Zevs, som holder deres Skæbne i din Haand! — Ja, maaske om ti Aar? — I Løbet af ti Aar kan Moder gærne ved Brodering og Strikning have mistet Synet, maaske være død af Sult og Sorg. Og saa din Søster? Ja, tænk nu over, hvad der om ti Aar kan være hændet din Søster, og hvad der kunde være sket i Løbet af disse Aar? Har Du tænkt over det?”
Saaledes pinte han sig selv med Spørgsmaal, og denne Pine var ham næsten en Vellyst. For Resten var disse Spørgsmaal slet ikke nye, det var ikke første Gang de dukkede op — de var gamle, smærtelig bekendte. De havde allerede i lang, lang Tid pint ham og saaret hans Hjærte. Det var længe siden, det smærtefulde Spørgsmaal første Gang var opstaaet hos ham; det var vokset, større og større, mere fast, var modnet og blevet til et forfærdeligt, vildt Fantasibillede, som gnavede paa hans Hjærte og Hjærne, og som ubønhørlig fordrede Løsning. Og nu traf Brevet fra hans Moder ham pludselig som et Tordenslag. Nu var det klart, at der ikke længer var Tid til ørkesløs og daadløs Jammer og Klage, til Grublen og Tænken — nu maatte der handles — hurtigt og bestemt. Han maatte nu for enhver Pris tage en Beslutning, eller …
„Eller ogsaa helt opgive at leve!” raabte han fortvivlet; „eller taalmodig bære sin Skæbne, hvordan den end bliver, en Gang for alle kvæle alt inden i sig, helt frasige sig Retten til at virke, til at leve og til at elske …”
