Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/671

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

277

ikke svare for nogen Ting; i Sager mellem Mand og Kvinde eller Elsker og Elskerinde findes der al Tid et Smuthul, som er blevet skjult for hele Verden, og som bare Vedkommende selv kender. De tror altsaa at kunne svare for, at Awdotja Romanowna afskyr mig?”

„Naar jeg tager Hensyn til visse Ytringer, som De i Løbet af Deres Fortælling har ladet falde, mærker jeg, at De fremdeles har Planer og Hensigter med min Søster — og selvfølgelig nederdrægtige Planer.”

„Skulde jeg have ladet falde saadanne Ytringer?” raabte Swidrigailow pludseligt ganske naivt uden at agte paa de Tillægsord, som Raskolnikow havde betegnet hans Hensigter med.

„Selv i dette Øjeblik er de undslupne Dem. Hvorfor blev De for Eksempel, netop saa forskrækket nu?

Forskrækket for Dem? Snarere maatte da De frygte for mig, kære Ven. Hvad er nu det for noget Vrøvl igen .... For Resten er jeg lidt ør i Hovedet, det mærker jeg selv; jeg havde nær forsnakket mig. Fandenivold med Vinen! Hej, skaf noget Vand!”

Han tog Vinflasken og kastede den uden Omstændigheder ud af Vinduet. Filip bragte Vand ind.

„Lad os ikke tale mere om det Vrøvl,” sagde Swidrigailow, som vædede et Haandklæde og lagde paa Hovedet, „jeg kan med et eneste Ord bringe Dem til Tavshed og forvandle al Deres Mistanke til Støv og Aske. Vèd De for Eksempel, at jeg staar i Begreb med at gifte mig?”

„Det har De før talt om.”

„Saa? Det huskede jeg ikke. Men den Gang kunde jeg endnu ikke sige noget med Bestemthed, for jeg havde ikke engang set Bruden. Men nu har jeg allerede en Brud, og Sagen er saa godt som afgjort; havde jeg ikke en uopsættelig Forretning, saa