278
vilde jeg anmode Dem om straks at køre hen med mig, for jeg vilde gærne have Deres Raad desangaaende. Av, for Fanden! Jeg har ikke mere end ti Minuter igen. Se selv, se paa Uhret! For Resten maa jeg dog endnu fortælle Dem den Historie, thi det er i sit Slags en interessant Episode, dette Ægteskab. Hvor skal De nu hen igen? Vil De gaa Deres Vej?”
„Nej, nu gaar jeg ikke mere min Vej?”
„Slet ikke? Det faar vi se! Jeg vil køre derhen med Dem, jeg vil vise Dem Bruden, men kun ikke nu; De maa snart gaa, De gaar til højre, jeg til venstre.”
Nu begyndte Swidrigailow at fortælle, hvorledes hans Værtinde, Madam Røslich, havde fundet en knapt sekstenaarig Pige af anstændig Familie, hvorledes han selv, havde opsøgt dennes Forældre og forestillet sig for dem, han beskrev den unge Pige, hvorledes hun i sin korte Kjole havde nejet for ham, hvorledes hun i sin endnu barnlige Skønhed havde opvakt hans Vellyst; hvordan derpaa alt blev ordnet, Forlovelsen fejret og de begge som Forlovede velsignede af Forældrene. Saa fortalte han om Forlovelsesstandens Fryd, foretog en Sammenligning mellem Bruden og den sikstinske Madonna og beskrev hendes fantastiske, smærteligt-barnlige Ansigtsudtryk, de kostbare Foræringer, han havde givet hende, og den Glæde, hun havde følt over dem. Og saa fortsatte han videre om, hvordan han havde taget hende paa Skødet og kysset hende, udpenslede, hvorledes den unge Brud rødmede og græd, og hvordan han havde været alene med hende, det uskyldige og enthusiastiske Barn osv.
Alt dette fortalte han med en gammel Vellystnings Tone og sluttede endelig med: Ikke sandt? det er dog forførerisk? Det er dog noget værd? Naa,
