279
hører De.... De skal hen med mig til min Forlovede… men kun ikke nu!”
„Denne uhyre Forskel i Aar og Udvikling har altsaa vakt Deres Vellyst. Og De tænker virkelig paa at gifte Dem med dette Barn?”
„Hvorfor ikke? Enhver er sig selv nærmest, og den lever mest glad og fornøjet, som bedst forstaar at narre sig selv. Ha, ha! Hvad skal da det betyde, at De saa pludselig giver Dydsdragonen? Forskaan mig dog for det, allerkæreste, jeg er jo bare et syndigt Menneske. Ha, ha, ha!”
„Og dog har De forsørget Katerina Iwanownas Barn! Naa… det havde vel ogsaa sine særlige Grunde… jeg forstaar nu det Hele.”
„Jeg holder meget af Børn,” sagde Swidrigailow leende. „I den Anledning kan jeg atter fortælle Dem en overordenlig interessant Episode, som endnu ikke er afsluttet, og som ogsaa vedkommer min Kærlighed til Børn.”
Her fulgte en udførlig Fortælling om en Scene i en saakaldet „Danseskole”, det vil sige et offenligt Ballokale af den laveste Sort, hvor han var truffet sammen med en Kone og hendes Datter, der netop var ankomne fra Provinsen og af Misforstaaelse var komne derned.
Ogsaa her spillede smudsige Enkeltheder Hovedrollen.
Han sluttede dermed, at han havde gjort disse Provinsfolks Bekendtskab, havde fulgt dem hjem og var højt skattet og agtet af dem. „De modtager mig med Henrykkelse, holder det for en stor Ære, og jeg har plejet dette Bekendtskab lige til nu… Hvis De har Lyst, kan vi gaa hen til dem… men blot ikke nu!”
„Forskaan mig for Deres gemene, nederdrægtige Historier, De liderlige, gemene Vellystning!”
