280
„Nej, se bare paa den Schiller, vor Schiller! ha, ha, ha! Har, ved De hvad? Jeg maa m ed Vilje fortælle Dem saadanne Ting bare for at høre Deres vrede Udraab; det er jo en sand Nydelse!”
„Det tror jeg nok; jeg forekommer mig nu selv latterlig,” mumlede Raskolnikow haanligt.
Swidrigailow lo af fuld Hals; endelig raabte hun paa Filip, betalte og rejste sig.
„Naa, det lader til, at jeg virkelig har drukket for meget… nok sagt!” sagde han, „det er en sand Nydelse!”
„Det tror jeg nok,” sagde Raskolnikow, der ligeledes rejste sig, „at det for en saadan udslidt Vellystning maa være en Fryd at fortælle sligt, især naar man tager i Betragtning, at han er i Begreb med atter at have et lignende smudsigt Æventyr — en Nydelse, især under disse Omstændigheder og ligeoverfor et saadant Menneske, som jeg er… Det maa være meget pirrende.”
„Naa, er det Deres Mening,” svarede Swidrigailow med nogen Forundring, idet han betragtede Raskolnikow, „saa maa De være en rigtig Kyniker. De har i det mindste Stoffet i Dem til det. Opfatte kan De, det maa man lade Dem… for Resten, jeg glemte jo næsten, at De ogsaa kan udføre meget. Naa, men nok om det. Jeg beklager oprigtigt, at jeg ikke længere kan underholde mig med Dem; dog, De skal ikke slippe for mig… vent De bare…”
Swidrigailow forlod Værtshuset, Raskolnikow fulgte ham. Swidrigailow var kun meget lidt beruset, og Rusen svandt med hvert Minut, som gik.
Han maatte have noget for, noget meget vigtigt; han rynkede Panden. Der var noget, han ventede paa, som æggede ham og gjorde ham urolig. Ligeoverfor Raskolnikow var han i de sidste Minutter bleven anderledes, frækkere og mere spodsk.
