282
klart at definere, hvad han egenlig havde til Hensigt og hvad han personlig vilde overbevise sig om.
„Naa saaledes! Vil De have, at jeg skal kalde paa Politiet?”
„Værsgod, kald De bare væk!”
De stod atter en Stund ligeoverfor hinanden.
Endelig forandrede Swidrigailows Ansigtsudtryk sig. Da han havde overbevist sig om, at denne Trusel ikke havde nogen Virkning paa Raskolnikow, antog han pludselig en munter og venskabelig Tone.
„Men De er da ogsaa…! Jeg har med Vilje ikke talt med Dem om Deres eget Anliggende, skønt naturligvis Nysgærrighed plager mig. Det er en fantastisk Historie; men jeg vilde spare den til en anden Lejlighed. Men naar De endelig vil, saa kom da; men jeg siger Dem paa Forhaand, jeg gaar bare et Øjeblik hjem for at hente nogle Penge; saa lukker jeg Døren af og drager for hele Aftenen ud til Øerne. Hvad nytter det Dem saa at følge mig!”
„Jeg gaar imedens til Sofia Ssemjonowna for at bede undskyldt, at jeg ikke kom til Begravelsen.”
„Det kan De gøre, som De vil; men Sofia Ssemjonowna er ikke hjemme nu. Hun er med de tre Børn hos en fornem gammel Dame, en tidligere Bekendt af mig, som nu er Forstanderinde for et Børnehjem. Jeg har rent fortryllet denne Dame ved at deponere Penge for de tre Børn; desuden har jeg givet Penge til Anstalten, og endelig har jeg fortalt hende Sofia Ssemjonownas Historie, med Honnørs men uden at fortie det ringeste. Virkningen var ubeskrivelig. Derfor er ogsaa Sofia Ssemjonowna bleven bestilt derhen i Dag, direkte til **hotellet, hvor min fornemme Dame residerer, naar hun kommer ind fra Landet for en Tid.”
