Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/677

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

283

„Det siger ingen Ting; jeg gaar alligevel derhen!”

„Som De vil; men jeg kan kun ikke i Dag være sammen med Dem; ellers kan De for mig gøre, hvad De vil! Se, nu er vi der allerede. Men sig mig, jeg er overbevist om, at De kun er saa mistænksom mod mig, fordi jeg har været saa hensynsfuld og endnu ikke besværet Dem med Spørgsmaal … De forstaar mig jo? Det forekom Dem vel usædvanligt; jeg tør vædde, hvad det skal være, at det forholder sig saaledes. For Fremtiden skulde jeg maaske være mere hensynsfuld!”

„Og lytte ved Dørene!”

„Aha, altsaa det er det!” sagde Swigrigailow, idet han lo; „efter alt, hvad der er forefaldet, skulde det virkelig undre mig, om De havde undertrykt denne Bemærkning. Ha, ha; selv om jeg ogsaa forstod lidt af det, som De … den Gang … sagde dér, og som De selv fortalte Sofia Ssemjonowna, hvad har saa det at betyde? Jeg er et i aldeles forældede Anskuelser, forstenet Menneske. Oplys mig dog for Guds Skyld, allerkæreste! Forklar mig disse nyeste Principer!”

„De har ikke kunnet høre det mindste!… det er Løgn!”

„Jeg taler jo slet ikke om dette, ikke med et Ord — skønt jeg vel nok kan have hørt endel — nej, men det er blot angaaende det, at De bestandig raaber Ak og Ve, at Schiller'en stadig bruser op i Dem. Nu skulde man for Eksempel ikke længer have Lov til at lytte ved Dørene. Er det Meningen, saa gaa heller hen til Øvrigheden og forklar Dem. Se, det og det er sket for mig; der var kun en lille Fejl i Teorien. Men hvis De er af den Mening, at det er utilladeligt at lytte ved Dørene, men at man efter Behag kan slaa Hovedet itu paa gamle