287
Gaden; og saa maa De ogsaa høre Sofia Ssemjonowna; desuden vil jeg vise Dem visse Dokumenter … og endelig, dersom De ikke vil beslutte Dem til at komme til mig, saa frasiger jeg mig alle Forklaringer og gaar min Vej straks. Men jeg skal bede Dem tage i Betragtning, at Deres Brodersz meget interessante Hemmelighed helt og holdent er i mine Hænder.”
Hun blev tvivlraadig staaende og saa paa Swidrigailow med et gennemborende Blik.
„Véd Sofia Ssemjonowna noget om det?”
„Nej, jeg har ikke sagt hende et eneste Ord og er ikke en Gang sikker paa, om hun er hjemme. Indtil videre vil jeg ikke tale med nogen om det og angrer næsten, at jeg har meddelt det til Dem. Den mindste Uforsigtighed kan medføre en Angivelse. Jeg bor lige herved, i det Hus, nu er vi der allerede. Der staar Portneren, han kender mig; ser De, han hilser; han ser, at jeg gaar med en Dame og har sikkert nok allerede lagt Mærke til Deres Ansigt, og det er jo en Fordel for Dem, hvis De nu er saa bange for mig og mistænker mig. Undskyld, at jeg udtrykker mig saa ligefrem. Sofia Ssemjonowna bar ved Siden af mig. Hvorfor er De saa bange som et Barn? Er jeg da saa frygtelig?”
Swidrigailows Ansigt fortrak sig til et medlidende Smil, skønt han slet ikke var lattermild til Mode.
Hans Hjærte bankede, og Vejret var stundom nærded at gaa fra ham; han talte med Vilje meget højt for at skjule sin oprørte Tilstand. Men Dunja lagde ikke Mærke til denne ejendommelige Sindsbevægelse; hans Bemærkning om, at hun var bange for ham som et Barn, og at hun syntes, han var frygtelig, havde opirret hende for meget.
„Skønt jeg véd, at De er et Menneske …
