290
ledes og ved hvilken Foranledning den er kommen op. De kan ikke have nogen Beviser. De lovede Beviser — tal altsaa! Men jeg siger Dem paa Forhaand, at jeg ikke tror Dem.”
Hun talte hastigt og lidenskabeligt, Blodet steg hende op i Ansigtet.
„Hvis De ikke havde troet mig, var De ikke risikeret at komme her alene. Hvorfor er De altsaa kommen? Maaske bare af Nysgærrighed?”
„Pin mig ikke, men tal, tal!”
„Det kan ikke nægtes, at De er en tapper Pige. Ved Gud, jeg troede, De vilde bede Hr. Rasumichin om at følge Dem herhen. Men han var hverken med Dem eller i Nærheden. Jeg saa mig godt om. Det er kækt; De vil altsaa skaane Rodion Romanytsch. Alt, hvad De gør, er forøvrigt guddommeligt… Hvad nu Deres Broder angaar, hvad skal jeg da sige Dem? De har jo lige selv set ham.... Hvad mener De om ham?”
„Hans Udseende er da vel ikke Deres eneste Bevis?”
„Nej, slet ikke, jeg støtter mig til hans egne Ord. Sofia Ssemjonowna har han besøgt to Aftener i Træk. Jeg viste Dem, hvor de sad. Han har aflagt et fuldstændigt Skriftemaal for hende; — han er en Morder. Han har med en Økse dræbt en gammel Embedsmandsenke, en Pantelaanerske, som han havde pantsat nogle Sager hos, og han har ligeledes dræbt hendes Søster, en Smaahandlerske, som hed Elisabeth, og som uventet kom til; saa røvede han Penge og andre Genstande. Alt dette meddelte han Sofia Ssemjonowna Ord for Ord, og hun alene kender Hemmeligheden; men hun selv har hverken direkte eller indirekte taget Del i Mordet; tværtimod, hun gøs tilbage for det lige saa meget som De nu. Vær De tryg, hun forraader ham ikke.”
