294
Hun kunde ikke fortsætte, Vejret var ved at gaa fra hende.
„Sofia Ssemjonowna kommer ikke hjem før sent i Nat; det er min Tro. Hun skulde egenlig være kommen meget snart, men da vi endnu ikke har hørt noget til hende, er det sandsynligt, at hun først kommer meget sent…”
„Ah, Du lyver altsaa! Jeg forstaar det… Du har løjet… Jeg tror Dig ikke, slet ikke!” raabte Dunja aldeles ude af sig selv; hun havde fuldstændig tabt Hovedet, og var en Afmagt nær.
„Dunja Romanowna, hvad fejler Dem, kom dog til Dem selv! Her er Vand, tag en Slurk!
Han stænkede hende nogle Draaber i Ansigtet, hun gjorde en Kraftanstrængelse og genvandt sin Fatning.
„Virkningen var for stærk,” mumlede Swidrigailow for sig selv og rynkede Panden; „Dunja Romanow, vær rolig! Husk paa, at han har Venner. Vi redder ham. Vil De have, at jeg skal hjælpe ham ud af Landet? Jeg har Penge; inden tre Dage skal jeg faa et Pas. Og hvad Mordet angaar, saa kommer han nok til at udrette saa meget godt, at det vil udslette hans forrige Brøde. Maaske han endogsaa kan blive en stor Mand… Naa, hvordan har De det?”
„Skurk....! Han spotter endnu; lad mig være!…”
„Men hvor… hvorhen vil De da!”
„Hen til ham! Hvor er han?… De véd det! Hvorfor er denne Dør lukket? Vi kom jo ind gennem denne Dør, men nu er den lukket. Hvorledes kan det været sket?”
„Vi turde da ikke risikere, at det, vi her talte om, blev hørt af andre. Jeg spotter slet ikke, jeg er bare vant til at tale i den Tone. Naa, hvor
