295
vil De saa hen i denne Tilstand? Vil De angive ham? De kommer jo til at gøre ham vanvittig, og han han udleverer sig selv. Allerede nu forfølger de ham, de er kommen ham paa Sporet og De vil blot komme til for at forraade ham. Vent De bare, jeg har nylig truffet ham og talt med ham; han staar endnu til at redde. Vent, sæt Dem ned, vi skal overlægge Sagen. Det er jo ogsaa derfor, jeg har bedet Dem komme til mig, for at vi kan tale om alt og overlægge ordenligt, hvad der er at gøre. Men saa sæt Dem da!”
„Paa hvilken Maade vil De redde ham? Kan han da overhovedet reddes?”
Dunja satte sig; Swidrigailow rykkede nærmere.
„Alt det afhænger blot af Dem, af Dem alene!” begyndte han med funklende Øjne i en hviskende Tone, og idet han stadig blev mere og mere ophidset.
Dunja foer sammen af Skræk og rykkede sin Stol bort fra ham.
Han skælvede.
„Et Ord af Dem, og han er reddet! Jeg… jeg redder ham. Jeg har Penge og Venner; jeg skaffer Pas, et for ham og et for mig. Jeg har Venner, indflydelsesrige Folk… Vil De det? Og jeg skaffer ogsaa Dem… og Deres Moder Pas… Hvad vil De med Rasumichin? Jeg elsker Dem ogsaa… uendeligt! Lad mig kysse Sømmen af Deres Klædning, tillad mig det! jeg bønfalder om det! Sig til mig: gør det! — og jeg gør det. Det, De tror paa, det vil jeg ogsaa tro paa. Jeg kan alt, alt! Se ikke saaledes paa mig, ikke saaledes. Véd De da ikke, at De dræber mig?…
Han tabte næsten Bevidstheden, det var et for-
