63
ikke andet, han maatte have Rede paa, hvad det egenligt var, der forekom ham saa mærkeligt ved hende. For det første lod det til at være en ganske ung Pige; hun gik barhovedet i denne brændende Hede, uden Parasol, uden Handsker, og dinglede saa underligt med Hænderne. Hun havde en tynd Silkekjole paa — den hang skødesløs om hende, var næppe knappet; bag paa var Nederdelen revet itu, der var et lille Hul. Om Halsen havde hun et lille Tørklæde, som var bundet helt skævt. Hun gik usikkert og vaklende, ja dinglede ligefrem. Det var især det, som fængslede hele hans Opmærksomhed. Han gik endnu hurtigere og naaede Pigen lige ved Bænken. Hun lod sig falde tungt ned paa den, lod Hovedet synke bag over og lukkede Øjnene lige som af Udmattelse. Ved at betragte hende nøjere, saa han, at hun var fuld. Det var et sælsomt, ukendt Syn — han vilde næppe tro sine egne Øjne. Han saa paa hendes lille ungdommelige Ansigt, vel ikke mere end seksten, eller maaske endog kun femten Aar gammel, et yndigt lille Ansigt, men blussende hedt og ligefrem opsvulmet. Pigen var næppe ved fuld Bevidsthed; hun havde kastet det ene Ben over det andet og derved blottet det mere end egenlig sømmeligt. Efter alt at dømme vidste hun ikke engang, at hun befandt sig paa Gaden.
Raskolnikow satte sig ikke og vilde heller ikke gaa; han blev staaende raadvild foran hende. Denne Boulevard plejer at være temmelig øde, nu, Klokken hen ad 2, og i denne stegende Hede var der omtrent ikke et Menneske at se. Lidt til Siden, i omtrent femten Skridts Afstand, saa han en eneste Herre, der var bleven staaende, og tydeligt nok havde stor Lyst til at nærme sig Pigen; han maatte have et bestemt Formaal. Han havde sikkert ogsaa lagt Mærke til hende i Frastand og forsøgt at indhente hende, men
